Forord til 2. udgave

Denne 2. reviderede udgave udkommer kun ca. et halvt år efter 1. udgave. Det skyldes, at interessen for bogen har været så stor, at bogen nu allerede må genoptrykkes.
I den forbindelse er der sket nogle få sproglige ændringer for at fremme forståelsen. Desuden er der følgende ændringer:

1. I kapitlet om Paulus i Qumran (side 83) er det forklaret, at Paulus senere hejses ned over bymuren i Damaskus, og det er tydeliggjort, at det blot er en teori, at Paulus tog til Qumran for at fængsle de kristne. Om teorien holder eller ej, er ikke afgørende for troen eller Bibelens troværdighed.
2. I kapitlet om Kobberrullen (side 109) er der (på side 113) tilføjet et afsnit om et CIA-dokument, der kunne tyde på, at Pagtens Ark findes i Etiopien.
3. I kapitlet om Den store verdenskalender (side 155), er der på side 160 fortalt lidt mere om de jødiske festers profetiske betydning, da flere har efterspurgt dette.
4. I kapitlet om bortrykkelsen (side 173), er der tilføjet et nyt afsnit (side 178) om Darbys profetiske inspiration fra Margaret Macdonald.
5. Et ekstra kapitel ”Efterskrift – Sammenfatning” er tilføjet sidst i bogen fra side 197.
Obs! Det kan være en god idé at læse dette kapitel først, så man forstår, hvorfor første del af bogen handler så meget om essæernes historie. Man kan også begynde på side 59 og så evt. læse kapitlerne om essæerne senere
Læsere, der har købt 1. udgave, kan gratis downloade disse ændringer fra hjemmesiden HenriNissen.dk, og behøver ikke købe den nye udgave.
Henri Nissen

Ændringer / tilføjelser med fed:

Kapitlet:

Paulus i Qumran? (side 83)

Saulus tog til Damaskus for at fængsle dem, der fulgte ’Vejen’. Qumran-fællesskabet kaldte sig Vejen og Damaskus…

I Apostlenes Gerninger fortælles om en aggressiv ung farisæer ved navn Saul fra Tarsos. Han forfulgte de kristne og medvirkede ved steningen af Stefanus, den første kristne martyr, som fordelte mad til de fattige.
”De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham, men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul.” (ApG. 7,58)
”Og Saul syntes det var godt, at han blev dræbt. Samme dag blev der iværksat en voldsom forfølgelse mod de troende i Jerusalem. De fleste disciple af Jesus forlod byen og spredtes over hele Judæa og Samaria. Apostlene blev dog i Jerusalem.” (ApG. 8,1)

Saul! Hvorfor forfølger du mig?
”Saul var stadig fuld af had til Herrens disciple. Han levede og åndede kun for at få dem alle sammen udryddet. Han opsøgte ypperstepræsten i Jerusalem og bad om at få nogle breve med til synagogerne i Damaskus, så han kunne arrestere dem, som holdt sig til ”Vejen”, både mænd og kvinder, og bringe dem til Jerusalem som fanger. Kort før han nåede frem til Damaskus, blev han pludselig omsluttet og blændet af et stærkt lys fra himlen. Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme, der sagde: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?”
”Hvem er du, Herre?” spurgte han. Stemmen svarede: ”Jeg er nazaræeren Jesus, som du forfølger! Men rejs dig nu op og gå ind i byen. Dér vil du få at vide, hvad du skal gøre.”
De mænd, der var sammen med Saul, stod målløse. De kunne høre, at der var en, der talte til Saul, men de kunne ikke se nogen. Saul rejste sig langsomt op, men da han åbnede øjnene igen, kunne han intet se. Hans ledsagere tog ham ved hånden og førte ham ind til Damaskus.” (ApG. 9,1-8)

Hvilket Damaskus?
Vi har altid forestillet os, at Saul var på vej til Syriens nuværende hovedstad Damaskus. Men lyder det egentlig ikke underligt, at ypperstepræsten i Jerusalem kunne udøve sin autoritet i et naboland med en anden hersker og en anden religion? At Saul med et brev fra en ypperstepræst i et andet land kunne tage mennesker til fange og føre dem til Jerusalem?
Og hvorfor skulle Saul tage til et naboland for at forfølge de kristne, når vi læser, at de kun var flygtet til resten af landsdelen Judæa og til Samaria – indenfor Israel? (ApG.8,1)
Fra 64 f.Kr. til 395 e.Kr., var Syrien en romersk provins, men her var Antiochia hovedstad. Damaskus var dengang en mindre handelsby for nabatæerne, som havde deres hovedstad nede i Petra.
Men nu viser det sig, at der var to Damaskus’er. Essæerne i Qumran kaldte også deres fællesskab for Damaskus. Der findes en skriftrulle, der hedder Damaskus-skriftrullen, og som overhovedet ikke handler om Syriens hovedstad, men om regler for kloster-fællesskabet.
Kunne det tænkes, at Saul i virkeligheden var på vej til dette Damaskus, som lå indenfor Israels grænser og indenfor den autoritet, som ypperstepræsten i Jerusalem kunne udøve?

”Vejen” var først navnet på essæerne
I vers 2 læser vi også, at Saul ville ”arrestere dem, som holdt sig til ”Vejen”, både mænd og kvinder, og bringe dem til Jerusalem som fanger.”
Faktisk var ”Vejen” netop navnet på essæerne, længe før de kristne også fik dette tilnavn. Det fremgår af skriftrullerne, at man brugte dette navn om bevægelsen.
Da Saul senere bliver til den kristne apostel Paulus bruger han selv udtrykket ”Vejen”.
”Jeg forfulgte dem, som kalder sig ”Vejen”, og ville have dem slået ihjel. Jeg fik dem arresteret og smidt i fængsel, både mænd og kvinder.” (ApG. 22,4)
Og i forhør hos guvernøren Felix siger han:
”Men jeg indrømmer, at jeg tjener vores forfædres Gud i overensstemmelse med det, som vi kalder ‚Vejen’, men som de kalder en sekt. Jeg tror på alt det, der står i Toraen og de profetiske skrifter.” (ApG. 24,14)

Paulus bliver døbt i Damaskus
Teksten i Apostlenes Gerninger 9 fortsætter med at fortælle om den chokerede og blinde Saul, at han blev ført til Damaskus.
Vers 9 ”I de næste tre dage kunne han intet se, og han hverken spiste eller drak noget i den tid.
I Damaskus boede der en discipel, som hed Ananias. Til ham sagde Herren i et syn: ”Ananias!” ”Ja, Herre,” svarede han. ”Gå hen i Den Lige Gade. Find frem til det hus, der tilhører en mand ved navn Judas, og spørg efter Saul fra Tarsos. Han er ved at bede,  og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind til ham og lægge hænderne på ham, for at han kan få sit syn igen.”
”Jamen, Herre,” udbrød Ananias, ”jeg har hørt så mange fortælle om alle de frygtelige ting, han har gjort mod de troende i Jerusalem. Det siges, at han nu har fået fuldmagt fra ypperstepræsterne, så han kan arrestere alle, der tror på dig.”
”Gør det nu alligevel,” sagde Herren, ”for jeg har udvalgt ham til at forkynde mit budskab både for Israels folk og for andre folkeslag, endog for konger. Jeg vil vise ham, hvor meget han skal komme til at gå igennem for min skyld.”
Så gik Ananias hen og fandt Saul, lagde hænderne på ham og sagde: ”Bror Saul! Herren Jesus, som åbenbarede sig for dig på vejen hertil, har sendt mig, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligåndens kraft.”
Straks faldt der noget ligesom skæl fra Sauls øjne, og han kunne se igen, hvorefter han rejste sig og blev døbt.” (ApG 9,9-18)
Teksten fortsætter med at fortælle om, hvordan Saul/Paulus ”blev nogle dage hos disciplene i Damaskus,” (v.19) og teksten fortsætter med at fortælle om, at han ”prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn.” Da Paulus kun blev hos brødrene i nogle dage, må disse synagoger ligge andre steder. Og i vers 24 læser vi, at han i diskussioner sætter jøderne i Damaskus til vægs. Og her tror jeg, der er tale om det syriske Damaskus. Men her er der gået nogen tid, for der står i vers 25: ”Efter lang tids forløb traf jøderne i fællesskab den beslutning at rydde ham af vejen. Men Saulus fik nys om deres plan. De holdt tilmed vagt ved byportene dag og nat for at kunne rydde ham af vejen. Men en nat tog hans disciple og firede ham ned i en kurv og fik ham således gennem bymuren.”

Paulus dramatiske omvendelse skete formentlig år 32-33. Herefter går der tre år frem til år 35-36, før Paulus opsøger de kristne apostle i Jerusalem og forsøger at komme i kontakt med de kristne dér (jf. Galaterbrevet 1,18). Paulus kan have brugt de tre år på at studere skrifterne – i Qumran, som var det mest oplagte studiested, når det handlede om gamle skrifter.
Senere må Paulus igen flygte fra græsktalende jøder, som vil slå ham ihjel. Han tager med skib til sin fødeby Tarsus ved Adana i det nuværende Tyrkiet.

Paulus egen beretning
Apostlenes Gerninger er fortalt af Lukas. Meget senere fortæller Paulus selv i brevet til de nye kristne i Galatien (dvs. i højlandet i østlige Tyrkiet) om sin dramatiske omvendelse:
”I har hørt om, hvordan jeg engang levede som rettroende jøde. Jeg forfulgte de kristne af al magt og forsøgte at udrydde Guds menighed. 1Jeg var helt opslugt af at studere og følge vores jødiske traditioner, og jeg var langt mere fanatisk i min religiøse overbevisning end mine jævnaldrende.
Men Gud besluttede at åbenbare sin Søn for mig, og da blev jeg klar over, at han, allerede før jeg blev født, havde udvalgt mig til at forkynde budskabet om Jesus for mennesker af alle folkeslag. Det gjorde han alene på grund af sin nåde og kærlighed.” (Galaterbrevet 1,13-16)

En udvalgt hedninge-apostel
Måske ligger der mere i dette end blot et generelt kald til at forkynde evangeliet. Blandt skriftrullerne i Qumran var også ”Benjamins Testamente. Den 12. søn af Jakob og Rakel”2, hvori Benjamin profeterer om, at der skal komme en efterkommer – og Paulus var en efterkommer fra Benjamins stamme – som skulle være en profet for hedninger. I dag lyder det ikke så mærkeligt. Men dengang var det en meget usædvanlig tanke i en jødisk sammenhæng, at man skulle forkynde for hedningene. Men den fragmenterede tekst i Benjamins Testamente siger bl.a.:
”Der vil fremstå én fra mit afkom i de sidste tider… han skal oplyse alle hedninger med ny kundskab… give den til hedningernes synagoger. Indtil tidsaldrenes fuldbyrdelse vil han være i hedningernes synagoger… og han vil blive indskrevet i de hellige bøger, både hans gerninger og hans ord, og han vil være en udvalgt af Gud for evigt.” (Benjamíns Testamente 11)
Hvis Paulus, som foreslået, studerede i Damaskus i Qumran i tre år, vil han sikkert have læst Benjamins Testamente (han var selv af Benjamins stamme) og være blevet klar over sit særlige kald; at han selv var denne udvalgte person fra Benjamins stamme, som skulle forkynde for hedningerne.
Paulus var jo oprindelig en fanatisk jødisk farisæer, men efter sin Damaskus-oplevelse beskriver han sig i sine breve som en apostel til hedninger. Bortset fra Jesus selv, er der ingen, der fylder så meget i Ny Testamente. Adskillige kapitler i Apostlenes Gerninger handler om hans missionsrejser til hedningerne, og hans mange breve forklarer budskabet om Jesus og hele frelseshistorien på en enestående klar og inspireret måde.
Han fortsætter med at skrive:
Vers 16b: ”Da jeg fik den åbenbaring, spurgte jeg ikke straks mennesker til råds, 17 og jeg tog ikke til Jerusalem for at blive belært af dem, som allerede var apostle før mig. Nej, jeg begav mig straks ud i den arabiske ødemark og vendte senere tilbage til Damaskus.
18 Først tre år efter, at Jesus havde vist sig for mig, tog jeg til Jerusalem for at lære apostlen Peter at kende, og jeg blev hos ham i to uger. 19 Jeg så ikke noget til de andre apostle, undtagen Jesu bror, Jakob. 20 Gud er mit vidne på, at det, jeg skriver her, er den absolutte sandhed. 21 Efter opholdet i Jerusalem tog jeg til Syrien og Kilikien” (dvs. hans hjemegn med Tarsos i det sydlige Tyrkiet, tæt på Syrien). (Galaterbrevet 1,16-22)

Studerende i Damaskus
Det kan selvfølgelig være, at Paulus havde sin oplevelse i Syrien, som vi altid har troet, og derefter tog ud i den arabiske ødemark, og derefter tilbage til byen Damaskus i Syrien, hvor han tilbragte tre år, før han rejste til Jerusalem.
Den anden mulighed er, at Saul fik sin Jesus-oplevelse, da han var på vej til Damaskus-fællesskabet i Qumran. Han blev standset af det lysende syn af Jesus. Han blev blind og tre dage senere helbredt af Ananias i Jesu navn. Herefter tager han ud i den arabiske ørken, hvilket formentlig er området på den østlige side af Jordanfloden. Men han vender tilbage til Damaskus fællesskabet og tilbringer tre år der med at studere skrifterne. Først derefter tager han til Jerusalem for at mødes med apostlen Peter. Og derefter til Syrien og Tarsus.
Ifølge Josefus historiske beskrivelser og essæernes egne skriftruller, skulle en ny-tilkommen være elev i tre år, før han kunne optages i Qumran. Han skulle ikke blot lære skrifterne og modtage undervisning, men han skulle også i praksis vise, at han kunne styre sit temperament, at han ikke ville tale negativt om nogen i fællesskabet osv.
Og efter at Paulus havde oplevet, at hans verden drejede 180 grader, gav det bestemt mening at studere skifterne – på ny – og læse Zadoks sønners kommentarer.
Indtil da havde han været fuldt overbevist om, at Jesus var en falsk profet, en gudsbespotter og en forfører. Og pludselig bliver han stoppet af Jesus selv, som fortæller ham, at han har taget totalt fejl. For Jesus er tværtimod Messias og Guds søn.
Her har været rigtig meget at tænke over for Paulus – i 3 år.

Bevidst om kalender og højtider
Uanset om Paulus opholdt sig i Qumran eller ej, så har han – ligesom essæerne og de første kristne – været vidende om den originale sol-kalender, som de brugte, og de profetier, de udledte af deres skrifter. Profetierne er nemlig til dels knyttet til de 7 kendte jødiske højtider.
Derfor kan det meget tænkeligt være profetierne om højtiderne, som Paulus henviser til i 1. Tessaloniker brev kap. 5. hvor han skriver om ”tider og årstider”. Umiddelbart efter skriver han nemlig om ”Herrens komme”. Så ”tiderne og årstiderne” har åbenbart noget med Herrens komme at gøre.
Teksten i den hverdagsdanske oversættelse er desværre blevet omskrevet til: ”Hvornår vil det ske?” Så her går vi desværre glip af det med ”tider og årstider”.
I den autoriserede danske oversættelse er ”årstider” erstattet af ”timer”, hvilket heller ikke giver så meget mening.
I King James Version og de fleste engelske oversættelser bruges: ”Times and seasons”. Tider og årstider/perioder. I New Int.Translation (NIV) står der i en note, at “times and seasons” er “en henvisning til fremtidige perioder med eskatologisk opfyldelse.” Ja, nemlig.
Og i den engelske Free Translation (FEV),2 formuleres teksten sådan:
“Brothers and sisters, we don’t need to write anything to you about prophetic times and dates. 2 You yourselves know very well that the day of the Lord will come like a thief in the night.” (Brødre og søstre, vi behøver ikke at skrive noget til jer om profetiske tider og datoer. 2 I ved godt selv, at Herrens dag kommer som en tyv om natten.)
Oversætterne har her fanget, at det handler om profetiske tider og tidspunkter. Free translation fortsætter sådan (i min danske oversættelse):
3 Når folk taler om fred og sikkerhed vil de pludselig blive fuldstændig ødelagt. Det vil være ligesom, når en fødsel pludselig begynder, og de vil bestemt ikke undslippe. 4 Men I, brødre og søstre, er ikke i mørke om dette, for at I ikke skal blive overrasket, når dommedag pludselig kommer som en tyv. 5 For I er alle lysets børn og dagens børn. Vi hører ikke til natten eller mørket. 6 Så vi skal ikke sove som alle andre – vi skal holde os vågne og holde hovedet klart. 7 For det er om natten, folk sover; og det er om natten, de bliver fulde. 8 Men da vi hører til dagen, bør vi holde hovedet klart. Vi spænder tillidens og kærlighedens brynje (brystplade) på. Vi tager håbet om frelse på som en hjelm. 9 For Gud har ikke sat os her for at blive straffet, men frelst os ved vor Herre Jesus Kristus. 10 Det er ham, der døde for os, for at vi skal leve sammen med ham, uanset om vi er døde eller levende. 11 Så opmuntre og styrk hinanden, ligesom I allerede gør.” (1. Tess. 5,1-11 FEV)

De kendte profetierne
Når Paulus skriver, at modtagerne af brevet ikke har behov for at blive undervist om ”tider og årstider” (i betydningen jødiske højtider), så er det formentlig fordi, de allerede kender til profetierne om, hvad der skal ske. Vi ser nemlig, at disse profetier om et tusindårsrige også var kendt for de første kristne kirkefædre. Nogle af dem nævner direkte, at der skal gå 6.000 år før dommen og Tusindårsriget skal komme. Men Paulus minder alligevel tessalonikerne om, at Jesus pludselig kan komme tilbage og hente sin brud. Og i ægte Qumran-stil skriver han til dem, at de skal leve i lyset og ikke i mørket. For selv om det måske for tiden ser roligt ud med fred og ingen fare, så kan ulykken (dommen) pludselig komme over verden.
Men så er det, han slutter afsnittet med at minde om, at de kristne ikke vil blive ramt af Guds vrede på dommedag. Jeg tror, han henviser til at de kristne skal bortrykkes. Og det skal vi opmuntre og styrke hinanden med:
”9 For Gud har ikke sat os her for at blive straffet, men frelst os ved vor Herre Jesus Kristus. 10 Det er ham, der døde for os, for at vi skal leve sammen med ham, uanset om vi er døde eller levende. 11 Så opmuntre og styrk hinanden, ligesom I allerede gør.” (1. Tess. 5,9-11 FEV)

Jeg er Vejen!
Om Paulus var i Qumran eller i Syrien er selvfølgelig ikke så afgørende. Det er blot en spændende detalje, som er dukket op, fordi vi nu ved, at Qumran klosterfællesskabet også hed Damaskus og kaldtes Vejen.
Det vigtigste er naturligvis, at Paulus blev mødt af Jesus og blev en så fremragende apostel. Hans skrifter i Ny Testamente har jo hjulpet millioner til at tro – og måske endnu flere millioner til at bevare troen.
Mange af de første kristne var essæere, så er det tankevækkende, at Jesus siger til Thomas og de andre disciple: ”Jeg er Vejen og Sandheden og Livet. Ingen kan komme til Faderen uden gennem mig.” (Joh.14,6)

Noter:
1 Charles, R. H. (2018). ”The Testament of Benjamin, The Twelfth Son of Jacob and Rachel.”
2 Free Bible Version er udgivet af The Free Bible Ministry Inc (FBM) for at skabe en oversættelse, som kunne bruges frit uden den copyright, der ellers ligger på alle andre oversættelser. www.freebibleversion.org

Patriarkernes Testamenter

I dette kapitel er der kun ubetydelige ændringer.

Afsnittet om Jesu slægtstavle er gjort mere forståetligt, og bringes her:

Jesus’ slægtsregistre
Der er i øvrigt forskel på Jesu slægtsregister i Mattæus (1,1-17) og Lukas-evangeliet (3,23-38). Derfor mener mange teologer, at Lukas’ slægtsregister gælder Marias egen slægt.
Eftersom Jesus var Marias søn, men ikke fysisk Josefs søn, har Lukas fulgt blodlinjen fra Marias far tilbage til David. Lukas skriver nemlig om Jesus, at ”Han var, mente man, søn af Josef.” Lukas gør dermed indirekte opmærksom på, at Josef jo ikke fysisk var far til Jesus, da Maria blev gravid ved at ”den Højestes kraft skal overskygge dig.” (Lukas 1,35).
Når Lukas derefter skriver, at Josef var ”søn” af Eli, så kan det også betyde, at han var ”svigersøn” af Eli. Der var nemlig ikke noget ord for svigersøn på datidens Koine græsk, som Lukas benyttede. En svigersøn kaldtes også en søn.
Lukas viser, at blodlinjen til Jesus gik gennem faderen Eli til Maria, og derfor er deres slægtsregister et andet, end det, Mattæus opridser.
Forskellen kan måske skyldes, at Mattæus som levitisk jøde var optaget af at vise, at Jesus virkelig nedstammede fra Kong David – og videre tilbage til Juda, som omtalt i profetierne.
Lukas, som var en græsktalende jødisk læge fra Antiokia, var mere optaget af den rent biologiske blod-linje tilbage til Kong David.
De to slægtsregistre, der umiddelbart kan virke som en modsigelse, viser tværtimod, at Jesus både biologisk stammede fra Kong David og Judas kongeslægt, og at hans juridisk var af Judas kongeslægt, idet hans jordiske far Josefs slægt kunne føres tilbage til David og Juda.

Den mystiske kobberrulle

I kapitler om Kobberrullen er der tilføjet dette afsnit side 113:

I 2000 frigav CIA dog et hemmeligt dokument fra 1988, hvor man havde eksperimenteret med at lade en clairvoyant finde frem til arken. Ifølge rapporten, som er tilgængelig på nettet1, så vedkommende en boks, som svarede til arken i et mørkt og fugtigst lokale, og otte mumier stod op ad en væg. Arken befandt sig i nærheden af en moské-lignende bygning med kupler, og personerne i nærheden så arabiske ud. CIA påstod, at man opgav at finde stedet. Men beskrivelsen kunne lede i retning af det – på forhånd kendte – sted i Axum i Etiopien.

Den store verdenskalender

I kapitlet om essæernes kalender, er der teksten på side 160-161 ændret til:

Profetiske fester
Noget tyder i øvrigt på, at de jødiske højtider ikke blot skulle minde jøderne om deres historie og bruges som rettesnor i forhold til fx såtid og høsttid – men at højtiderne også har en profetisk betydning.
Når vi engang forstår den, kan vi beregne endnu mere.
Men her er kort sagt det profetiske i jødernes syv årlige festdage:
De fire fester i foråret peger alle hen på, hvad der skete ved Messias’ (Jesus’) første komme. De tre sidste i efteråret er profetiske om, hvad der skal ske ved Messias’ (Jesus’) 2. komme.

De jødiske fester og højtider i foråret er:
Påske – med offerlammet, som peger hen på Jesus’ korsfæstelse.
De usyrede brøds uge – surdejen/syndens magt brydes af Jesus.
Første frugt af byghøsten – Jesus opstår som den første fra de døde.
Pinsen – hvedehøsten – Helligåndens komme 50 dage efter påske.

De jødiske fester og højtider i efteråret er:
Trumpet/basun-festen – nytår, 10 dage til anger, navne i Guds bog?
Forsoningsdagen – den 10. dag, hvor de troende frelses af nåde.
Løvhytte/tabernakkel-festen – de frelste fester i himlen/den ny jor

Paulus nævner (1.Kor. 15, 51-52), at en trompet skal lyde ved bortrykkelsen af de troende kristne. Derfor kan Trumpetfesten profetisk pege på bortrykkelsen. Og Forsoningsdagen Yom Kippur kan profetisk pege hen på, at jøderne under trængslen omvender sig og forsones med deres ventede Messias – som er Jesus Kristus.

Essæerne har i deres skrifter desuden fire festdage:
Nytårsdags-festen
Festen for den nye vin
Festen for den nye olie
Træofferet
Disse – oprindelige – jødiske festdage kan også have en profetisk betydning, som vi ikke kender endnu.
Opdagelsen af essæernes kalender betyder også, at vi nu meget mere præcist kan udregne, hvornår begivenheder, som fx Syndfloden og strandingen af Noahs Ark skete. Men kalenderen gør det også muligt ud fra de gamle skrifter at udregne, hvornår jøderne ville vende tilbage til Israel. Og her når man som nævnt i et tidligere kapitel frem til overraskende præcise dateringer.

Hvad med kirken?

I kapitlet om “Hvad med kirken” er dette afsnit tilføjet til slut i kapitlet:

Det er så vigtigt, at vi midt i verdens kaos forstår, at dem, der tror på Jesus og følger ham, virkelig har et vidunderligt håb. Jesus sagde jo netop, at ”når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”
I stedet for at ignorere eller frygte Bibelens ord om de sidste tider, kan vi blive opmuntret og styrket til at leve i tro og glad forventning.
Derfor skal vi i de næste kapitler se på bortrykkelsen og himlen.

Forvandlet i et øjeblik

På side 178 er følgende afsnit tilføjet:

Hvem opfandt læren om bortrykkelsen?
Hvordan kan vi nu vide, at det ikke bare er ønsketænkning, at de kristne skal bortrykkes før Antikrist? Er det blot en moderne, amerikansk teori?
Nogle teologer hæfter sig ved, at undervisningen om en bortrykkelse før trængselstiden kom frem i 1800-tallet af den irsk-engelske bibellærer John Nelson Darby, som var den store pionér i det, der senere blev kendt som Plymouth Brødrene. Efter et par år som præst i den anglikanske kirke, sagde Darby sin stilling op i frustration over, hvor langt han syntes, kirken havde bevæget sig væk fra den oprindelige kristendom. I stedet mødtes han med en ufomel gruppe kristne i Plymouth – deraf kom navnet Plymouth Brødre.
Darby var en meget dygtig teolog. Han genoversatte Bibelen på engelsk ud fra de originale hebraiske og græske udgaver – og den blev så udgivet efter hans død både på engelsk (Darby), tysk (Elberfelder Bibel), fransk (Pau Bible), samt Det Ny Testament på hollandsk.
Thoralf Gilbrant fortæller i sin afhandling: ”Bortrykkelsen og Jesu gjenkomst”, at Darby blev inspireret af en profeti, som en 15-årig dødssyg pige, Margaret Macdonald, kom med under en vækkelse i Port Glasgow i Skotland i 1830. Hun blev senere helbredt. Darby tog først afstand fra vækkelsen, som helt usædvanligt for den tid indeholdt helbredelser, tungetale og profeti. Men senere blev han selv teologisk fortaler for, at bortrykkelsen sker før trængslen, som Margaret havde profeteret.
På grund af Darbys store rejseaktivitet i udlandet, blev hans undervisning om bortrykkelsen før trængselsperioden, samt hans undervisning om dispensionalisme – dvs. opdeling af verdenshistorien i 7 perioder (Paradiset, Noahs dage, Abrahams tid, Israel, Hedningernes tid, Endens tid, og Tusindårsriget) meget udbredt i USA.

Resten er sproglige omskrivelser / klargøringer.