Af journalist og dr. i religiøse studier Henri Nissen
I den første reportage fra vores rejse til Midjan i Saudi-Arabien (se Udfordringen uge 16) så vi på spor efter israelitternes overgang over Det Røde Hav. Vi så også på steder, som kunne passe med de bibelske steder Mara, Elim, Jetros by Al Bad, kampen med amalekitterne – og vi endte ved den mærkelige spaltede klippe i Refidim. Vi nærmer os nu selveste Horebs bjerg, hvor Moses fik De Ti Bud.
Horebs bjerg
Bagved den spaltede klippe ligger en bjergkæde, Jabal Al Lawz, med bjerget Maqla, som adskiller sig ved at være sort på toppen, som om den er brændt af.
Bibelen fortæller, at der var ild og røg fra bjergets top, da Gud steg ned. Et mørkt geologisk lag findes dog mange steder i Midjans land, hvor vi nu færdes.
I første reportage-artikel fortalte vi om, hvordan vi i den bagende sol søgte efter klippen ved Refidim, som står tæt ved de saudiske Sinajbjerge. Nu vendte vi tilbage ad en anden og meget mere behagelig vej.
Noum i Midjans land
Saudi-Arabien er nemlig i gang med et kæmpemæssigt egnsudviklingsprojekt, kaldet Noum, på egnen. Derfor er der nu anlagt brede motorveje i ørkenlandet, hvor der før kun var vanskeligt fremkommelige grusveje.
Selv vores franske guide var overrasket over, at vi nu kunne køre ad en asfalteret vej indtil kun få kilometer fra Sinajbjergkæden fra den anden side af bjergene.
Han havde tidligere kørt her ad grusveje, og i regntiden var vejen ufremkommelig. Langs den asfalterede vej står der nu højdemålere og en advarsel imod at køre ud over kanten på vejen, når den er oversvømmet.
Det er svært at forestille sig denne overflod af vand, når man her færdes i et knastørt ørkenlandskab. Men Sylvain fortæller, at hele landskabet får et grønligt skær af græsarter, når regnen skyller ned.
Forvirring om Sinaj
En del bibelturister har besøgt et andet Sinaj-bjerg helt nede syd på Sinaj-halvøen, der tilhører Egypten.
Her ligger et ældgammelt kloster, og Kejser Konstantins mor Helena besøgte stedet, hvorefter det i den ortodokse kirke blev betragtet som det bibelske Sinaj-bjerg. Og det blev – ikke mindst – en stor turistattraktion.
Bjerget passer imidlertid ikke med oplysningerne i Bibelen om israelitternes rejserute.
Man behøver blot at kigge på et landkort og oplysningerne i 2. Mosebog for at konstatere, at Sinaj-bjerget på Sinaj-halvøen ikke kan være det bjerg, hvor Moses fik De Ti Bud.
Fordi:
1. Sinaj og Horeb bjerget nævnes EFTER overgangen over Det Røde Hav.
Havet adskiller Egyptens Sinaj-halvø fra Saudi-Arabien. Hvis Moses efter overgangen skulle få De Ti Bud på et bjerg på Sinaj-halvøen, skulle han og folket have rejst tilbage over Det Røde Hav.
2. Moses blev mødt af Jetro og Sippora i Midjan, da folket var kommet over Det Røde Hav. Og Midjan ligger som nævnt i Saudi-Arabien – på den østlige side af Det Røde Hav.
3. Nogle bibelkort har medvirket til forvirringen ved at skrive Midjan på begge sider af Rødehavet – formentlig for at få det til at passe med det påståede Sinaj-bjerg i Egypten. Men der er ingen arkæologiske tegn på, at midjanitterne har boet på den vestlige side af Rødehavet.
4. Paulus skriver, at Sinaj-bjerget ligger i Arabien. (Galaterbrevet 4,25.) Sinaj-halvøen ligger ikke i Arabien, men i Egypten.
5. Den jødisk-romerske historiker Josefus nævner, at bjerget ligger i Arabien.
6. Stednavne, som ”Moses’ brønd”, ”Moses’ bjerg”, oasen med 12 brønde og landskaber i Midjan i det nord-vestlige Saudi-Arabien passer bedre med beskrivelserne i Bibelen.
Sinaj/Horebs bjerg
En del af gruppen foretog efter et par dages rekognoscering en daglang vandring/klatring op på bjergene ved Jabal Al Lawz, med bjerget Maqla, som mange nu tror er det rette Sinaj-bjerg – Horebs bjerg, som det også kaldes. Bjerget målte vi til 2.326 meter højt. Der er ca. 1.000 meters elevation fra det omgivende højland til top.
Nogle blev dog – ligesom Israels 70 ældste – på et plateau, som heller ikke ligger langt fra toppen. Og nogle nøjedes med at studere de spændende omgivelser omkring bjergene.
Her er flere bjergtinder, men en af dem har to kæmpe stenblokke på toppen – med et træ midt i mellem! Det er meget usædvanligt, for resten af bjerget er helt goldt og uden træer.
Bibelen fortæller, at Moses gik op med de 70 ældste (dvs. ledere). Han efterlod dem et stykke oppe og gik selv længere op på bjerget, der var indhyldet i en røgsky og rystede som under et jordskælv.
Moses blev der i 40 dage, før han kom ned. Han medbragte to stentavler med De Ti Bud.
Dansen om Guldkalven
Folket havde i mellemtiden mistet tålmodigheden. De troede, at Moses var omkommet oppe på det brændende bjerg.
I den lange ventetid havde de fået hans bror Aron til at lave en guldkalv af deres smykker, som de dansende tilbad i et orgie, da Moses kom ned.
Fra Egypten kendte de nemlig en ko-gud, Hator. Og faktisk finder man endnu i dag helleristninger på klipper her i ørkenen af en ko, der ligner Egyptens Hator.
Arkæologer har nu indhegnet en forhøjning af sten, som mange tror kan være stedet med guldkalven.
Her findes nemlig mange helleristninger på stenene af Hator-køer og folk, der danser, samt en jødisk syvarmet lysestage.
Området passer desuden med, at der ligger et meget stort fladt område bagved mod nord, hvor israelitter i tusindvis kan have camperet. Og der er gjort flere opdagelser i disse områder.
På bibelhistoriske malerier ser man ofte Moses med tavlerne på vej nedad bjerget og folket umiddelbart nedenfor bjerget.
Men bibelteksten fortæller faktisk, at det ikke var hele folket, der camperede ved bjerget, men at Moses kun tog de 70 ældste med – både da han skulle slå på klippen ved Refidim, og da han gik op på bjerget for at tale med Gud. Derfor er det ikke i modsætning med bibelteksten, at lejren med de flere hundred tusinder lå et stykke derfra.
I dag skærer en bred asfaltvej igennem landskabet mellem Sinajbjergene og lejren. Midt i mellem ligger nogle klipper i det indhegnede arkæologiske område, som forbindes med tilbedelsen af guldkalven.
Pagtens Ark
På vej over mod campområdet findes også et mindre bjerg, hvor der er fundet rester af ovne og forme. Nogle mener endda at kunne se vingeforme. Og da det netop var her i Refidim, at Moses fik fremstillet Pagtens Ark, er det nærliggende at forestille sig vingeforme, som man tænker kunne tyde på, at de har været brugt til at støbe kerubenglene på Pagtens Ark.
Om den teori holder, skal vise sig, men der er i hvert fald tegn på, at der er arbejdet med metal på stedet.
Gravplads for 3.000
Folkets egyptiske udskejelser med dyrkelsen af guldkalven er ikke blot et frafald fra troen på Gud, det er også et oprør imod Moses’ autoriet som leder.
Moses giver oprørerne en chance for at fortryde. Herefter bliver de resterende oprørere dræbt. På en dag dræbes 3.000 oprørere med sværd af præsteslægten levitterne, fortæller Bibelen.
Derfor er det interessant, at arkæologer kun få kilometer herfra har registreret en begravelsesplads fra bronzealderen. Her er tegn på, at mange er blevet begravet på samme tid.
I betragtning af de få beduiner, som ellers har befolket ørkenen, er denne store begravelsesplads også opsigtvækkende.
Det var specielt at besøge denne gravplads. Den er nu indhegnet som et arkæologisk område, men vi kunne gå ind ved klipperne.
Gravene er til dels indhegnet i grupper. Jeg forestiller mig, at levitterne ikke har dræbt oprørerne i lejren, hvor det nemt kunne føre til mere oprør. Man har ført oprørerne væk fra lejren og hugget dem ned på selve gravpladsen, så de ikke skulle transporteres.
Elias’ hule på Horeb
Højt oppe ad den stejle bjergside på det mulige Horebs bjerg finder man en hule, som fra gemmel tid kaldes ”Elias’ hule”.
Ifølge 1. Kongebog 19,9 flygtede profeten Elias nemlig fra den onde Dronning Jesabel efter et voldsomt opgør med 400 Baal-profeter. Elias frygtede for sit liv og flygtede ned i ørkenen. Han vandrede i 40 døgn ud i ørkenen, før han slog sig ned i en hule på selveste Horebs bjerg.
’Den sagte susen’
Her oplevede Elias – ligesom Moses – ”Herrens herlighed” drage forbi. Det er beskrevet sådan:
”Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen. Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning. Da lød der en stemme: ”Hvad vil du her, Elias?” (1. Kongebog 19,11-14)
Elias fik besked om, at dronningen var dræbt, og kong Jehu havde taget magten i Israel. Han vender så tilbage til Israel og salver to konger og en profet. Elias var – trods sin frygt – den største profet i Gamle Testamente.
Elias’ hule ligger oppe på den stejle bjergside. Den er på størrelse med et værelse og nem at forsvare mod fjender på grund af beliggenheden.
De 12 stamme-blokke
Fra bjerget ser man tydeligt en stenindhegning nedenfor bjerget.
Teorien er, at offerdyr er ført gennem indhegningen frem til et alter, som ligger for enden.
Ikke langt derfra finder man nogle lyse og runde blokke. De er tydeligvis menneskeskabte, selvom de ligger herude i en ubeboet ørken.
Bibelen fortæller faktisk:
”Så skrev Moses alle Herrens ord ned, og næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste tolv stenstøtter, en for hver af Israels tolv stammer.
Derpå satte han israelitternes unge mænd til at bringe brændofre og at ofre tyre som måltidsofre til Herren.” (2. Mos. 24, 5-7)
Levende bibelhistorie
Det er en speciel oplevelse at stå ved dette 3.500 år gamle alter i ødemarken og sidde på nogle af disse stenstøtter, som israellitternes 12 stammeledere formentlig engang sad på.
»Vi vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler« sagde lederne dengang på folkets vegne.
Her indgik de en pagt med Gud. De boede i ørkenområderne i 40 år, før de vendte tilbage til det Kanaans land (Israel) som deres stamfædre Abraham, Isak og Jakob havde boet i, før slægten tog til Egypten.
Flere indicier
Der er mange andre indicier, der tyder på, at israelitterne var her for ca. 3.500 år siden. Man kan måske nok tvivle på nogle af indicierne. Men samlet virker det overbevisende, at det netop var her, de bibelhistoriske begivenheder foregik.
Efter Saudi-Arabiens overraskende åbning er vi i dag i den heldige situation, at vi kan genfinde de skjulte bibelske steder og måske få revideret tidligere tiders opfattelser.
Hvis man vil studere emnet mere, har den svenske læge, dr. Lennart Müller skrevet bogen ”Exodus” (Scandinavia forlag) om disse opdagelser, mens det endnu var forbudt at komme ind i Saudi-Arabien. Og der er også flere videoer fra stederne på YouTube.
Til det forjættede land
Fra Saudi-Arabien rejste israelitterne nordpå op igennem det nuværende Jordan, hvor Moses overlod ledelsen til Josva, før han selv døde.
Israelitterne indtog herefter Jeriko og derpå by-stat efter by-stat i det daværende Kanaan.
De boede her i ca. 1.600 år, før de blev jaget ud af romerne i år 70.
Herefter var de spredt blandt alle folkeslag i mere end 1.800 år. De blev forfulgt i mange lande, og nazisterne forsøgte målrettet at udrydde dette folkeslag. Seks millioner blev udryddet i kz-lejre.
Men efter verdenskrigen vendte nogle af de overlevende jøder tilbage til et dengang ørkenagtigt Palæstina – og helt mirakuløst fik de ved en FN-resoluition i 1948 deres gamle fædreland tilbage.
Der er noget særligt ved jøderne og Israel, som ikke kan forklares. Der er en Gudsfaktor. Og med kristendommen blev jødernes historie også en del af vores historie.
Du kan støtte Bibelsk Arkæologi og Research gennem Missionsfonden.dk. Bankkonto 9570-06139450 eller MobilePay 81558. Husk at skrive: Projekt 6133 for Bibelsk Arkæologi og Research.
Comments are closed.