Det skal bedes væk!
”Det skal bygges væk!” hedder sloganet i en tv-reklame fra et byggemarked. Her bygger en mand fx en gæste-hytte til svigermor. Og noget kan man måske bygge sig fra – men når det gælder de store plager, så skal man bede det væk!
Til trods for, at vi har en af verdens højeste levestandarder, et gratis sundhedsvæsen og let adgang til både fysisk og psykisk hjælp, så ser det ud som vi bliver stadig mere plaget af sygdomme – og hver 5. får en depression.
En udenlandsk præst, der for nylig besøgte Danmark, lagde mærke til, at den dominerende plage (ja, han sagde dæmon) hos os er ”heavyness” – dvs. tungsindighed, byrde.
Der ligger ligesom en tung dyne af sørgmodighed over dette land, til trods for vi danskeres forsøg på at virke ligeglade.
”Hvordan går det?” ”Joh…” sukker vi. ”Stille og roligt.”
At vi er blevet kåret til verdens lykkeligste folk er en joke.
Hvis man rejser lidt rundt i verden opdager man, at mange andre folk er mere lykkelige – ikke mindst de fattige, hvor utroligt det end lyder. Og i modsætning til os stræber de fortsat efter lykke – mens vi måske har affundet os med at lykken nok ikke findes, men der er da underholdning og charterrejser…
Nu er det desværre ikke sådan, at denne heavyness kun findes blandt ikke-troende – selv om videnskabelige undersøgelser viser, at kristne generelt lever bedre og længere.
Men jeg tror, vi SAMMEN kan gøre noget. Vi kan bede det væk! Hvis alle Udfordringens læsere lige nu beder imod denne tungsindighed i Jesus navn, så vil bønnen gøre sin virkning.
Og vi kan gøre endnu mere. I Ny Testamente er der et par hint om, at ligegyldighed og synd kan stå i vejen for godt helbred, selv om sygdom ikke normalt skyldes synd.
”Af den grund er der mange svage og syge hos jer, og nogle sover ind,” står der i 1. Kor. 11, 30. Og der henvises til, at mange ikke tager nadveren, dvs. Jesu offerdød alvorligt. Der er nemlig tilgivelse og helbredende kraft i det, Jesus gjorde for os,
Og Jakob skriver i sit brev, 5, 16: ”Bekend derfor jeres synder for hinanden og bed for hinanden, så I kan blive helbredt.”
Dvs. at vi skal erkende vores skyld, vi skal bekende det for hinanden og vi skal bede for hinanden. Så lukker vi døren til en hel del plageånder. Vi beder dem simpelthen væk.
Vil du være med til at bede de tunge skyer væk over Danmark? Bede om helbredelse for folket? Bede om tilgivelse hos Gud og mennesker?
Jeg tror, det vil have en virkning.
Comments are closed.