Det er krævende at være redaktør af Udfordringen. Man skal i hvert fald stå til regnskab for sine synder…
I denne uge har jeg f.eks. modtaget et kassettebånd fra en læser, som bruger en halv time på at skælde ud på mig og bladet, som han da heller ikke holder!
Det skyldes dels, at vi ikke er kristne nok efter hans målestok. Vi er ikke født på ny, hvilket han bl.a. kan aflæse af, at vi også har artikler om præster og andre folk i Fjollekirken, som jo ikke er blevet ordentligt døbt ved fuld neddykning og derfor ikke kan være rigtige kristne efter hans mening.
Han langer også ud efter andre kristne ledere som Sjursen og Kofod-Svendsen, fordi de ikke har gjort nok for at jage de forbandede muslimer ud af landet.
Der ryger mange forbandelser ud af munden på denne sande kristne mand, der med den samme mund lirer en tungetale af…
Undertegnede ubetydelighed hader han specielt meget. Det skyldes ikke mindst, at han tror, jeg har købt mit efternavn Nissen. For det er jo et hedensk navn og minder ham om de forbandede julenisser – hvorefter der følger en salve af kritik imod julen, som han er meget imod, da den slet ikke skulle have ligget på den 24. december.
(Nu er Nissen altså et meget almindeligt efternavn i Sønderjylland, hvor jeg er født, og det er bestemt ikke købt. Tværtimod har jeg ofte tænkt på at sælge det… Specielt ved juletid, hvor man må høre på mange morsomheder.)
Dette bånd har virkelig fået mig til at beslutte, at jeg i hvert fald IKKE vil lade min vrede og bitterhed over vores ugudelige samfund og den falske lære osv. få overtaget.
Det sker nemlig meget let.
Men hvad nytter det, at vi kæmper for det rigtige og tror på det rigtige – hvis vores hjerte imens bliver hårdt som sten? Hvis vores ord og liv viser, at vi bærer bitre frugter som vrede, hårdhed og hån…
Vi bedrøver Helligånden. For Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. (Gal. 5,22.)
Ja, kom Helligånd – kom dagligt og forny vores sind med Jesu nærvær!